Johan Peter Paludan
Tidl. direktør for Instituttet for Fremtidsforskning, forfatter, cand.scient.pol. og efterspurgt foredragsholder
Velkommen til min hjemmeside
Jeg har i mange år holdt foredrag efter princippet at gavne og fornøje. Jeg er blevet kaldt en ’stand up futurist’ og det tager jeg som en meget stor ros. Jeg mener begrebet ’edutainment’ er af central betydning for den videre udvikling af vores samfund. Kan man ikke gøre uddannelse underholdende, gider nutidens og fremtidens ’forkælede’ mennesker ikke høre efter. Da jeg gennem årene har holdt en 3-4.000 foredrag, mener jeg i al beskedenhed at have en vis øvelse.
Fremtidsforskerens ’mantra’.
Fremtidsforskning er som begreb en problematisk størrelse. Man kan jo ikke forske i noget, der ikke eksisterer og det er jo just det karakteristiske ved fremtiden. På den anden side kan man ikke lade være med at beskæftige sig med fremtiden. Beslutninger skal træffes i nutiden men fungere i fremtiden. Hvis man ikke vil træffe rent tilfældige beslutninger – og det har man da til tider indtrykket af sker – må man træffe dem på basis af nogle antagelser om den fremtid, beslutningerne skal fungere i. Disse antagelser er ikke altid rigtige, faktisk ganske hyppigt forkerte, men har man beskæftiget sig med dem, får man dog som minimum en advarsel og dermed muligheden for gøre noget i ved det. Så hellere gætte ved siden af end slet ikke at gætte.
Fremtidsforskning drejer sig som så meget andet i sidste ende om nutiden. Man rejser i overført forstand ud i fremtiden, for der at finde inspiration til de beslutninger, der skal træffes i nutiden. Derfor er argumentationen vigtigere end konklusionen i fremtidsforskningen. Hvad nytter det, at fremtidsforskeren er så ’genial’, at han kan forudse noget om 10 år, hvis ikke der er knyttet en argumentation til den fremtidspåstand, der kan sætte den enkelte i stand til løbende at ’monitorere’ nutiden, for at se om det nu også går i den retning.
Fremtidsforskning – i hvert fald i den form som praktiseres af mig – drejer sig derfor om at inspirere andre i deres beslutningsprocesser. Derfor drejer det sig om at præsentere fremtidsforskningen – det være sig i rapporter, artikler eller foredrag – på en måde, der er overbevisende og giver mennesker en ’a ha oplevelse’. En fremtidsforskning, der ikke inspirerer, bliver ikke brugt og så kan det være ligegyldigt, uanset hvor rigtige fremtidspåstandene er. De fremtidsperspektiver, jeg ridser op, skulle gerne kunne bruges til noget.
Jeg mener endvidere, at fremtidsforskeren skal være ’professionelt holdningsløs’. Det er ikke fremtidsforskerens opgave at sige, hvad mennesker bør gøre. Derimod skal han pege på hvad mennesker kan gøre. Så ved jeg godt, at værdifri forskning er en umulighed, men man kan og bør have det som ambition.
