Banker – nu med bonusloft

Efter finanskrisen – eller under, for den krise er vel egentlig ikke overstået endnu – er banker blevet dem vi andre elsker at hade. Nu skal der som bekendt to til en tango og det gælder også finanskriser: dem der låner og dem, der låner ud. Både banker og os mennesker var med i dansen omkring guldkalven, men man kan måske tillade sig at mene, at det gamle billede af kunderne som uansvarlige børn – undskyld: uden økonomisk forståelse  –  der blev reddet af fornuftige bankfolk, som gennem dygtigt kredithåndværk sikrede at det ikke gik (alt for) galt, er krakeleret. Bankfolk vist sig at være lige så ufornuftige som alle os andre og det blev demonstreret at finanssektorens evne til at huske var stærkt begrænset. Det var angivelig nogle af de samme folk, der i sin tid bragte Kronebank til fald, der 17 år senere bragte Roskilde bank til fald. Længere end 16 år kan de altså i hvert fald ikke huske.

Finanssektorens renomme er gået fløjten og her havde man ellers arbejdet på at sanere sektoren og bekæmpe sidegadevekselerer, men nej. Om igen. Renomme tager lang tid at (gen)opbygge og kan sættes over styr på meget kort tid.

I den situation har det politiske system måtte reagere. Først for at begrænse skadens omfang med redningsaktioner. Nogle banker er blevet så store, at man ikke tør lade dem gå fallit. Det er jo i strid med god kapitalisme. Krisens rensende virkninger har ikke fået lov til at virke. Nogle mindre banker er gået ned, men de andre kører videre i ’urenset’ stand.

Nu begynder man så at blande sig i bankdirektørers aflønning. Som om de ikke var forfulgte nok. På den ene side kan man selvfølgelig sige, at de bonusser der udbetales er absurde, for ikke at sige obskøne. De danske virker kun små, fordi de sammenlignes med de engelske og amerikanske bonusser. Det er ikke altid, der er sammenhæng mellem bonus og bankens performance. Det er usandsynligt, at de direkte er deres bonus værd. Selvfølgelig er der i banker som andre steder en tendens til at de ansatte får virksomhedens produkter til favørpris og det kan da forklare bonusen. Dertil kommer at de obskøne bonusser er med til at få alle de andre ansatte til at stræbe i håbet om at nå op på samme bonusniveau. Måske er det samme mekanisme der fungerer på samfundsniveau. Den stigende ulighed i demokratiske samfund kan forklares ved at de, der ikke har så meget og som udgør flertallet, lever i håbet om at komme over på den anden side. De kunne jo blot på demokratisk vis gennemføre en mere ligelig fordeling, hvis de ville.

Nu prøver man så at lægge låg over direktionernes bonus. Det fører nok ikke til noget. Branchen har jo før udvist betydelig kreativitet og vil nok også finde måder at omgå de seneste tiltag.

–          Å’ va’ så?

Man står overfor valget mellem rendyrket kapitalisme – lad falde, hvad ikke kan stå – og regulering. Det første tør man ikke. Det andet gør man ikke – ikke nok i hvert fald. Derfor tegner der sig to muligheder:

–          Bussiness as usual: finanssektoren går op og ned og skal med passende mellemrum ’reddes’.

–          Infrastruktur for sig og spekulativ beskæftigelse for sig. ’If something is too big to fail, I can’t see why it should part of the private sector’ sagde direktøren for Bank of England Mervyn King (citeret efter hukommelsen). Den finansielle infrastruktur, med lønkonti for almindeligt dødelige bliver en offentlig institution. Det har eksisteret engang og kan komme igen og staten garanterer i forvejen almindelige menneskers penge. Resten – de spekulative aktiviteter – kan forblive private og er nu ikke længere ’too big to fail’.