Befolkningsudvikling

Der er pt. megen opmærksomhed omkring det lave antal fødsler I Danmark. Der er grundlæggende to årsager: det er nogle små årgange, der for tiden er i den fødedygtige alder og den økonomiske usikkerhed.

På længere sigt er det imidlertid ikke fødselstallet, men fertiliteten, der er det interessante. Fertilitet er et udtryk for hvor mange børn, hver kvinde i gennemsnit ser ud til at få.

Befolkningsvedligeholdelsesniveauet er en fertilitet på 2,1. Det er der ingen lande i Europa, der præsterer og man fristes til at sige, at Danmark med en fertilitet på 1,7 ligger lunt i svinget. Der lå den også i begyndelsen af 00’erne – altså før krisen. Under alle omstændigheder må 1,7 siges at være flot i forhold til begyndelsen af 1980’erne, hvor den var nede på 1,37 – det fertilitetsniveau, der er den vigtigste forklaring på de nuværende lave fødselstal. Fertiliteten har ikke været oppe på vedligeholdelsesniveauet siden 1970.

På langt sigt kan meget ske, men spørgsmålet er, om verden er på vej ind i et nyt paradigme. Det er jo ikke kun Danmark og ikke kun Europa, der fertilitetsmæssigt ligger under vedligeholdelsesniveauet. Det er en stigende del af hele verden. Ca. halvdelen af verdens befolkning har pt. en fertilitet under vedligeholdelsesniveauet, med Singapore (0,79) og Taiwan (1,1) som bundskrabere. Det er klart at urbanisering, kvinders uddannelsesniveau og generelt stigende velstand har en fertilitetssænkende virkning.

Indtil videre vokser Danmarks (og verdens) befolkning fortsat trods faldende fertilitet, fordi vi samtidig lever længere. Den forventede levetid i Danmark er i de seneste mange år steget med 3 måneder hvert år. Når denne effekt på et eller andet tidspunkt stopper, står vi måske overfor de udfordringer, et faldende befolkningstal repræsenterer. Danmark kan importere sig og har rent faktisk gennem en række år importeret sig ud af den problemstilling. Det kan verden ikke. Måske skal vi begynde at bekymre os om hvordan man administrerer en verden med en skrumpende befolkning.