Byggeriets ulidelige holdbarhed

For en del år siden mødte Deres klummeskriver en arkitekt, der sagde, at problemet med boligbyggeri var, at det designedes efter fortidens familieform, blev bygget under nutidens økonomiske vilkår, men skulle jo primært tjene fremtidens behov. I mellemtiden er familiemønstret blevet mere broget, men far, mor og børn synes fortsat at være paradigmet. Den familieform findes da også stadig, men konsekvensen af den lave fertilitet er, at den del af et livsforløb, hvor man er belemret med børn er en aftagende del. Boligen er derfor næsten altid for stor eller for lille.

Konsekvensen af at bygge til fortidens familie under nutidens økonomi men tjene fremtidens behov er at boliger principielt altid er utidssvarende fra dag 1 og jo længere den står jo værre bliver det og i vores del af verden står det længe – meget længe. Det er derfor i en vis forstand forståeligt, at man i moderne samfund har så mange regler for byudvikling og udstedelse af byggetilladelser. Her ved man godt, at åbner man først et område op for byggeri er det tabt for anden anvendelse for evigt eller så godt som. Konsekvensen ser man i udkantsområder. Menneskene er forsvundet, men bygningerne står der stadig. Konsekvensen af byggeriets holdbarhed er også at både det grimme og det mindre grimme overlever. Det er stadig lidt af en sensation, når man river større boligbyggeri ned. Deres klummeskriver bidrager gerne til listen over byggerier, der er utidssvarende og uudholdelige at se på.

Andre steder har man jordskælv og orkaner til at sanere boligmassen og bygger derfor gerne boliger med mere kortsigtet perspektiv, som f.eks i Japan, hvor det er normalt at rive boligen ned efter 20 år og bygge en ny. Hvis man i vores del af verden gik over til den byggeskik kunne man tillade sig at være mere large i byudviklingsspørgsmål og i højere grad stille den enkelte mere frit. Hvis man byggede efter princippet at bygningen automatiskfald sammen, når den var betalt, ville skadens varighed, hvis det viste sig at være en skade, jo være overskuelig. Det ville åbne op for en anderledes brugerdreven byudvikling. Deres klummeskriver kom for mange år siden på en psykiatrisk institution – ikke som patient men som gæst hos den administrerende overlæge. Der var tale om pavilloner omgivet af store græsplæner. Der havde man været så begavet først at anlægge stier da man havde set, hvor græsset blev slidt.

Nu lever vi jo i bureaukratiets tidsalder så chancen for en sådan brugerdrevet byudvikling er nok ringe. Hvad skulle de – bureaukraterne – så tage sig til? Better the devil we know than the devil we don’t know.

Samtidig har vi det paradoksale at jo mere utidssvarende byggeriet er, jo mere anses det for bevaringsværdig. Hvis en bygning har overlevet de første 100 år er den ’autentisk’ og derfor attraktiv. Sådan er det i et samfund præget af udviklingen accelererende hast. Så gives der plads til nostalgien og drømmen om autenticitet. Fortsætter denne udvikling ender samfundet som et bygningsmuseum. Er det det vi vil? Det er det måske og det kunne måske være lukrativt. Deres klummeskriver hørte på en konference for nogle år siden en ambassadør fra Singapore argumentere for at Europa ikke skulle pille ved noget som helst. Europa var efter hans mening verdens bedste temapark. Den kunne man besøge og se på alt det gamle, der var der, inden man så skyndte sig hjem til Singapore for at tjene nogle flere penge.