Logrer halen hunden – om tilgangen til uddannelser og arbejdsmarked

Når man har levet længe nok begynder man at få et bedre øje for hvordan historien gentager sig. Som f.eks. nu, hvor der igen er drømme om at styre tilgangen af kvalifikationer til arbejdsmarkedet gennem en regulering af tilgangen til universiteterne. Således erklærer den nye formand for Danske Universiteter Ralf Hemmingsen sig villig til at lade ledighedsudsigterne bestemme tilgangen til universiteterne.

Der var engang – og her skal vi tilbage til første halvdel af 1960’erne – hvor man i undervisningsministeriet mente, man havde så meget styr på udviklingen, at man kunne forudsige til- og afgang fra arbejdsmarkedet og dermed fastslå, hvor der forelå ’mismatch’, dvs. over- eller underskud på arbejdsmarkedet og at denne mismatch kunne forhindres ved at styre tilgangen til højere uddannelser. Det skete under mottoet: ’vi vælger og vi tager ansvaret’. Efter nogle år ændredes sloganet til ’du vælger og du tager ansvaret’, for da havde man indset, at det ikke var muligt at forudsige efterspørgslen på arbejdsmarkedet så langt frem og så præcist og at man i hvert fald slet ikke kunne styre det gennem en regulering af tilgangen til uddannelserne.

Udviklingen går så stærkt på arbejdsmarkedet, at selv 5-års prognoser – idealet under antagelse af at de studerende gennemfører på normeret tid, en tvivlsom antagelse – ikke giver mening. Man kan med rimelighed forudse, at der ikke bliver mangel på ufaglærte og at der nok bliver mangel på faglærte samt mellemlangt- og længere videregående uddannede. Man kan nok også i visse tilfælde være mere præcis i efterspørgselsudviklingen, når det gælder mere specifikke professioner, der kræver specifikke uddannelse, som f.eks. læger og farmaceuter, men at tro, man kan styre arbejdsmarkedet gennem en regulering af tilgangen til uddannelserne svarer til at tro, man kan styre temperaturen i et stort friluftsbassin med en haveslange. Man kunne også sige, at det byger på en tro på, at det er halen, der logrer hunden. Det er fint nok at tydeliggøre nutidssituationen gennem de eksisterende ledighedstal. Det kan være en inspiration i uddannelsesvalget, men de relevante myndigheder skulle måske i lyset af erfaringerne fra 1960’erne være lidt mere ydmyge i spørgsmålet om hvilke konsekvenser, der kan drages deraf.