Nyheder

Fremtidsguld

SCENARIO klumme:

Vi er på vej ind i ’Big Data’s æra. Mennesker og ting taler sammen på kryds og tværs og genererer dermed enorme datamængder. De, der kan skabe mening i dem, er måske fremtidens vindere.

Et interessant eksempel på benyttelsen af Big Data er nogle forskeres undersøgelse af sammenhængen mellem interessen for fremtiden frem for fortiden på den ene side og rigdom målt ved BNP/cap på den anden. Med udgangspunkt i 2010 og under benyttelse af Google Trend så man på hvor mange søgninger, der rummede tallet 2011 i forhold til tallet 2009. Det fremtidsorienterethedsindex (FOI), der fremkom, vist en klar korrelation. Jo højere FOI, jo højere BNP/cap. Det er måske en lidt primitiv indikator og det rejser selvfølgelig spørgsmålet om årsag og virkning. Er man rig, fordi, man er fremtidsorienteret eller bliver man fremtidsorienteret af at være rig. Som forskere vil sige: her kræves yderligere forskning. Det passer imidlertid godt med en tidligere undersøgelse fra begyndelsen af dette århundrede, der kunne konstatere en klar sammenhæng mellem landes konkurrenceevne og kulturelle tilbøjelighed til at fokusere på behovstilfredsstillelsesudsættelse, planlægning og investering (som jo er en anden måde at sige behovstilfredsstillelsesudsættelse på). Det giver da også god økonomisk mening: forudsætningen for rigdom er investeringer.

–          å’ hva’ så?

For det første burde fremtidsforskere da så være nogle af de rigeste og det er de – må jeg med beklagelse konstatere – ikke. Aldeles ikke. De fokuserer ellers mere på fremtiden end alle andre, så enten er der noget galt med teorien eller også er det et udslag af fremtidsforskeres uegennyttige beskæftigelse med fremtiden for andre – brugere og kunder!

For det andet har man måske her et ’early warning’ redskab. Hvis man følger udviklingen i FOI for alle lande – herunder de lande, der ikke var med i undersøgelsen, fordi de havde under 5 mill. internetbrugere – kan man måske få et varsel om at et område er på vej ind i en vækstperiode. Igen: her kræves mere forskning.

For det tredje – men her er vi langt ude – kunne man måske bruge indsigten indenfor undervisning. Måske er det slet ikke ’old europe’ – den demografiske aldring – der forklarer de mere afdæmpede vækstperspektiver. Måske er det snarere, at vi har glemt at interessere os for fremtiden. Måske er basis for en solid interesse for fremtiden en blanding af dårlige økonomiske forhold og troen på at man kan gøre noget ved det. Det er blevet for meget ’carpe diem’. I Europa har vi det for godt til at fremtiden har samme fascinationskraft som tidligere. Måske bliver grækere i disse år mere fremtidsorienterede?

Spørgsmålet er, om indsigten kan benyttes præventivt i opdragelse og undervisning. Er det nødvendigt at få græske tilstande for at vække interessen for fremtiden tilstrækkeligt. På den anden side: prøv at sige behovstilfredsstillelsesudsættelse til unge mennesker i dag. De vil nok ikke forstå det. Det er også et langt ord, men kunne man indoktrinere lidt mere i behovstilfredsstillelsesudsættelse vil man ikke blot løse de økonomiske vækstproblemer men også fedmeproblematikken.

Win-win.

 

Innovation og køn

To gymnasiepiger har fået den idé at blande ozon i hudcreme og dermed kompensere for ozonlagets manglende beskyttelsesevne. Som følge af en række drivhusgasser er ozonlaget blevet tyndere. Da ozonlaget beskytter mod uv-stråling kan det være forklaringen på stigningen i forekomsten af hudcancer. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at det at være solbrændt er blevet mondænt.  I gamle dage var det fint at være bleg og dermed demonstrere, at man tilhørte overklassen og derfor ikke var nødt til fysisk, udendørs arbejde.  Nu henligger man hele sommeren på stranden, eventuelt suppleret med ture i cancergrillen, også kendt under betegnelsen solarium. Pigerne siger selv, at det er hårdt arbejde at løbe sådan et produkt i gang. Se i øvrigt andetsteds i dette nummer.

Og hvad kan man så lære af den historie?

For det første kan man sige, at der fortsat er meget perspiration i innovation. I gamle dage sagde man, at innovation var et spørgsmål om 1 procent inspiration og 99 procent perspiration. Håbet har været at bytte om på det forhold, og det kan da komme, men der synes at være et stykke vej til en situation, hvor man bare kan være kreativ og så går resten af sig selv. En ting er at få en god idé, noget andet at transformere det til et vellykket produkt. Produktudvikling, testning, marketing og udvikling af en salgsorganisation tager stadig tid og kræfter.

For det andet kan man sige, at historien er et godt eksempel på megatrenden individualisering. Når det globale ozonlag som følge af kollektiv uvidenhed og langsommelige beslutningsprocesser kan nå at blive så nedbrudt, som tilfældet er, er der basis for at kompensere på individniveau. Vi går fra det globale til det personlige ozonlag. Hvis hudlægerne tager sig sammen, bliver de måske også bedre til at konstatere, hvor tykt et ozonlag, den enkelte har brug for. Vi er jo ikke alle lige sarte. Det personlige ozonlag matcher så i øvrigt fint det personlige kommunikationsrum, som flere og flere går rundt i i forbindelse med deres mobiltelefon. Når man møder dem på gaderne, tilsyneladende i samtale med sig selv, kan man komme i tvivl: er det en landsbytosse eller blot én, der kommunikerer på mobilen?

For det tredje og ’værste’ – set fra denne maskuline klummeskrivers synspunkt –  kan man sige, at det måske er endnu et eksempel på at, ’PIGERNE KOMMER’.  Nu møver de sig også ind på innovationer og forretningsudvikling! Man kan jo prøve at redde den maskuline stolthed lidt ved at påpege, at når pigerne endelig er innovative, så er det på det kosmetiske område, men det hjælper jo ikke – og hvis deres idé holder, er det jo reelt ikke kosmetik, men snarere forebyggende medicin. Og desuden er ideen jo såkaldt platformsuafhængig og kan bruge på alle områder, hvor uv-stråler er et problem; ikke kun i forhold til mennesker og deres creme.

Pigerne har for længst overhalet drengene i spørgsmålet om uddannelse. Det har vi mænd så kunne leve med, fordi det langt hen ad vejen har manifestret sig i, at pigerne har overtaget positioner indenfor den offentlige sektor – som præster, læger og sådan noget. Nu kommer de så også ind på de sidste maskuline områder – naturvidenskab og innovation.

Matriarkatet ligger lige rundt om hjørnet!

Først trykt i SCENARIO nr. 2012

Demokratisk udvanding

Tony Judt har, i det der viste sig at blive hans sidste publikation (her refereret efter NYRB marts 22, 2012) nogle betragtninger om George W. Bush’s første valg til præsident i USA. Når befolkningen accepterede, at han stjal valget skyldtes det, at befolkningen var ligeglad.

Nu vil alle nok ikke være enige i at George W. ’stjal’ valget. George W. selv og mange af hans tilhængere vil sikkert mene, at det var retfærdigt, det der skete. Det var dog besynderligt at den amerikanske højesteret måtte gribe ind og standse en stemmeoptælling i Florida, der – måske, måske ikke- kunne have givet et andet resultat. Det amerikanske system er anderledes end det danske og den amerikanske højesteret en langt mere politisk og politiserende institution end f.eks. den danske.

Accepteres Judts tankegang, er argumentationen, at den demokratiske interesse svækkes når den udbredes til stadig flere. Det demokratiske rettigheder var engang forbeholdt de få. Fattige, farvede og kvinder var udenfor. Sådan var det ikke kun i USA men i de fleste demokratier, herunder det danske, i deres første faser. Når der er færre, der deltager i demokratiet er engagementet større og hvis man ser på den danske scene må man vel også erkende, at engagementet er begrænset. Vælgerforeninger er ikke så store, som de var en gang. Der er stadig en vag højre-venstre orientering i medierne, men jo slet ikke på niveau med de gamle fire-bladssystem. Det politiske spil er blevet mere enkeltperson- og enkeltsagsfokuseret. Demokratiet har udviklet sig fra at være en intens klassekamp til et system, der måske bedst kan beskrives med analogi til markedssystemer. Vælgerne har udliciteret deres beslutninger til en række beslutningsleverandører og med passende mellemrum – max fire år – tages leverandørvalget op til revision.

Nu er der så nogle, der mener, at valgretsalderen skal sænkes for at afbalancere den danske ældrebølges indflydelse. Det er måske også rimeligt nok, men det kan jo kun udvande engagementet yderligere.

SCENARIO klumme:Tale er sølv, men tavshed er guld

Det er ikke uden grund, at mange mener,  vi lever i et kommunikationssamfund. Antallet af kommunikationskanaler vokser, og de demokratiseres.

Enkelte gamle kanaler – røgsignaler og telegrafi – er vel helt døde, men ellers synes billedet at være, at nye kanaler tilføjes de eksisterende. Samtidig øges den del af befolkningen, der deltager i kommunikationen. Med blogs og sociale medier kan alle være med. Deres klummeskriver holder sig jo heller ikke tilbage. I gamle dage talte man om the chattering classes – måske bedst oversat til ’den ævlende klasse’ – nemlig journalister og debattører, som snakkede til og med hinanden. Det medførte så igen modbegrebet det tavse flertal. Hvis dét nogensinde har været et flertal, er det det i hvert fald ikke længere. I dag har vi snarere det kommunikerende flertal, hvor alle taler i munden på hinanden, og hvor ingen rigtig hører efter.

I blogosfæren er der flere, der skriver, end der læser, og i de sociale medier kan de mange komme af med deres ubetvingelige trang til hele tiden at holde deres omverden opdateret om, hvor de nu er henne og hvad de mener. Det er jo ufatteligt interessant! I en kommunikation skal der helst være to parter: en afsender og en modtager, og man kan derfor godt være tvivl om, om det reelt er et kommunikationssamfund vi lever i. Der er uendeligt mange afsendere, men hvor mange modtagere er der egentlig? Er det i virkeligheden ikke snarere et opmærksomhedssamfund eller opmærksomheds-jagt-samfund, vi lever i? Fordi der er så mange kanaler, og fordi anti-autoriteten betyder, at alle mener, de kan ytre sig – og at det de har på hjertet er utroligt interessant – er det kampen om opmærksomhed, det drejer sig om. Det er symptomatisk, at den mest debatterede menneskerettighed synes at være ytringsfriheden.

I et sådant larmende mediesamfund skulle man tro, det snart blev fint at holde kæft. Det, der er nok af, er ikke noget værd. Det knappe er det fine, og man kunne måske lære af den islandske tv-politik for år tilbage. Dengang havde man en dag om ugen – det var vistnok onsdag – uden tv. Deres klummeskriver husker stadig et interview med en ældre kvinde, hvis søn havde foræret hende et TV. Hun glædede sig til onsdagen.

Der er da enkelte tegn på, at noget er på vej. Nogle dyrker retreats, hvor man plejer sin sjæl blandt andet ved at holde mund. Måske kunne der komme flere cold spots, hvor der er blokeret for kommunikation, både ind og ud. I Vestjylland har det traditionelt været sådan, at den, der ved en festlig sammenkomst sagde mindst, var finest. Deres klummeskriver skal da heller ikke undlade at prale med, at han af og til holder kæft sammen med sin kone. Efter hver sin lange og kommunikerende dag kan det være balsamisk.

Mennesket er et socialt dyr, og det med ikke at kommunikere er derfor ikke let. Måske skal vi have en hjælpende hånd? Man kunne starte med at indføre en årlig hold-kæft-dag og siden udvide det til en hold-kæft-måned, hvor man ikke måtte kommunikere fra solopgang til solnedgang. Hvilken salig fred.

Arveafgifter

Der tales for tiden en del om muligheden af at sætte arveafgiften op i forbindelse med en mulig kommende skattereform. Målet med skattereformen skulle være at lette skatten på arbejde. Der er umiddelbart noget tiltalende ved at tage fra de døde for at give til de levende, men sagen er selvfølgelig mere kompleks end som så. I øvrigt skal jeg henholde mig til fremtidsforskerens professionelle holdningsløshed.

Skulle man imidlertid være overbevist om det rigtige i at sætte arveafgifterne op er tidspunktet velvalgt. De store årgange fra 1940 – denne blogger inklusive – har altid repræsenteret så stor en indflydelse, at det vi syntes var rigtigt, var rigtigt. Disse årgange er nu tæt på de 70 år og vi har arvet – ikke at der var meget at komme efter i mit tilfælde. Derfor er tiden velegnet til at sætte arveafgiften op. Vi vil ikke protestere. Det er på samme måde, som med efterlønnen, der også først blev reformeret, da vi havde fået den

Fagforeningers fremtid

Var den 14. marts i den nye tv kanal Lorry for at diskutere fagforeningers fremtid i lyset af nyheden om, at LO gennem 2011 havde mistet 40.000 medlemmer. Resultatet kan, så længe det ligger på nettet ses på TV Lorry under interviews.

Længst mulig i egen bolig

Der er for nylig lavet en undersøgelse af ældres ønsker til bolig og den viste, at langt de fleste havde lyst til at blive boende, der hvor de boede. Dette resultat lanceredes som den helt store overraskelse. Det ansås for påfaldende, at de ikke gik og drømte om at flytte til ældreboliger. Den overraskelse er overraskende. Vist er det måske ikke helt så manifest som i gamle dage at omstillingsviljen er faldende med alderen, men helt er denne tendens ikke forsvundet. I Instituttet for Fremtidsforsknings to undersøgelser af danskeres forandringsvillighed fra 1996 og 2004 er tendensen der stadig. Tidligere jamrede man over enkerne der sad i lejligheder på 200 m2 og til næsten ingen husleje. I dag kan man se de store årgange, der bliver siddende i deres parcelhuse, måske både af nød og lyst. Af lyst, fordi man kender det og efterhånden har betalt huset. Det kan der selvfølgelig gøres noget ved gennem en ejendomsskattemæssig præcisionsskydning. Af nød, fordi man kan forestille sig, at den nuværende krise i ejendomspriserne får et ekstra lods i nedadgående retning, skulle de store årgange bringe deres huse til markedet. Og skulle de endelig komme af med det, findes de boliger, de kan leve med ikke. Det de kan leve med er ikke en 50m2 ældrebolig men en bolig på 100-120 m2 og de findes ikke. Så længst mulig i eget, eksisterende hjem forbliver nok målet for de fleste ældre også i fremtiden og det kan jo godt gå hen og blive problematisk. Ikke de kommende ti år, men så…

De store årgange fra 1940’erne vil de kommende 10 år komme op og nærme sig de 80. Meget tyder på at det ikke er noget problem. Helbredet holder længere end i gamle dage, hvor flere var fysisk udslidte på et tidligere tidspunkt. Alderdomsvækkelse i forskellige former er imidlertid ikke forsvundet, blot forskudt i tid, så når de store årgange kommer op i 80’erne, begynder det at gå ned ad bakke. Alderdomssvækkelse er jo ikke noget nyt, men når så mange om 10-20 år kommer i den situation, kunne man godt forestille sig at den velvillige holdning til ældres frie boligvalg ændrede sig. Der ligger betydelige ekstraomkostninger i den gældende decentrale ældrepleje, hvor hjemmeplejen kører fra hus til hus. Kravet om centralisering og samling af plejekrævende ældre i effektive, ældrepleje ghettoer vil stige. Hvis jeg var Ældresagen ville jeg presse på udviklingen af velfærdsteknologi og måske ikke reagere så negativt over Margrethe Vestagers tanker om at tillade kommuner at insistere på robotstøvsugere i ældres hjem. Hvis ikke den løbende automatisering af stadig flere pleje funktioner fortsætter bliver alternativet en ufrivillig koncentration af fremtidens ældre.