Logrer halen hunden – om tilgangen til uddannelser og arbejdsmarked

14. februar 2014

Når man har levet længe nok begynder man at få et bedre øje for hvordan historien gentager sig. Som f.eks. nu, hvor der igen er drømme om at styre tilgangen af kvalifikationer til arbejdsmarkedet gennem en regulering af tilgangen til universiteterne. Således erklærer den nye formand for Danske Universiteter Ralf Hemmingsen sig villig til at lade ledighedsudsigterne bestemme tilgangen til universiteterne.

Der var engang – og her skal vi tilbage til første halvdel af 1960’erne – hvor man i undervisningsministeriet mente, man havde så meget styr på udviklingen, at man kunne forudsige til- og afgang fra arbejdsmarkedet og dermed fastslå, hvor der forelå ’mismatch’, dvs. over- eller underskud på arbejdsmarkedet og at denne mismatch kunne forhindres ved at styre tilgangen til højere uddannelser. Det skete under mottoet: ’vi vælger og vi tager ansvaret’. Efter nogle år ændredes sloganet til ’du vælger og du tager ansvaret’, for da havde man indset, at det ikke var muligt at forudsige efterspørgslen på arbejdsmarkedet så langt frem og så præcist og at man i hvert fald slet ikke kunne styre det gennem en regulering af tilgangen til uddannelserne.

Udviklingen går så stærkt på arbejdsmarkedet, at selv 5-års prognoser – idealet under antagelse af at de studerende gennemfører på normeret tid, en tvivlsom antagelse – ikke giver mening. Man kan med rimelighed forudse, at der ikke bliver mangel på ufaglærte og at der nok bliver mangel på faglærte samt mellemlangt- og længere videregående uddannede. Man kan nok også i visse tilfælde være mere præcis i efterspørgselsudviklingen, når det gælder mere specifikke professioner, der kræver specifikke uddannelse, som f.eks. læger og farmaceuter, men at tro, man kan styre arbejdsmarkedet gennem en regulering af tilgangen til uddannelserne svarer til at tro, man kan styre temperaturen i et stort friluftsbassin med en haveslange. Man kunne også sige, at det byger på en tro på, at det er halen, der logrer hunden. Det er fint nok at tydeliggøre nutidssituationen gennem de eksisterende ledighedstal. Det kan være en inspiration i uddannelsesvalget, men de relevante myndigheder skulle måske i lyset af erfaringerne fra 1960’erne være lidt mere ydmyge i spørgsmålet om hvilke konsekvenser, der kan drages deraf.

Befolkningsudvikling

14. februar 2014

Der er pt. megen opmærksomhed omkring det lave antal fødsler I Danmark. Der er grundlæggende to årsager: det er nogle små årgange, der for tiden er i den fødedygtige alder og den økonomiske usikkerhed.

På længere sigt er det imidlertid ikke fødselstallet, men fertiliteten, der er det interessante. Fertilitet er et udtryk for hvor mange børn, hver kvinde i gennemsnit ser ud til at få.

Befolkningsvedligeholdelsesniveauet er en fertilitet på 2,1. Det er der ingen lande i Europa, der præsterer og man fristes til at sige, at Danmark med en fertilitet på 1,7 ligger lunt i svinget. Der lå den også i begyndelsen af 00’erne – altså før krisen. Under alle omstændigheder må 1,7 siges at være flot i forhold til begyndelsen af 1980’erne, hvor den var nede på 1,37 – det fertilitetsniveau, der er den vigtigste forklaring på de nuværende lave fødselstal. Fertiliteten har ikke været oppe på vedligeholdelsesniveauet siden 1970.

På langt sigt kan meget ske, men spørgsmålet er, om verden er på vej ind i et nyt paradigme. Det er jo ikke kun Danmark og ikke kun Europa, der fertilitetsmæssigt ligger under vedligeholdelsesniveauet. Det er en stigende del af hele verden. Ca. halvdelen af verdens befolkning har pt. en fertilitet under vedligeholdelsesniveauet, med Singapore (0,79) og Taiwan (1,1) som bundskrabere. Det er klart at urbanisering, kvinders uddannelsesniveau og generelt stigende velstand har en fertilitetssænkende virkning.

Indtil videre vokser Danmarks (og verdens) befolkning fortsat trods faldende fertilitet, fordi vi samtidig lever længere. Den forventede levetid i Danmark er i de seneste mange år steget med 3 måneder hvert år. Når denne effekt på et eller andet tidspunkt stopper, står vi måske overfor de udfordringer, et faldende befolkningstal repræsenterer. Danmark kan importere sig og har rent faktisk gennem en række år importeret sig ud af den problemstilling. Det kan verden ikke. Måske skal vi begynde at bekymre os om hvordan man administrerer en verden med en skrumpende befolkning.

Byggeriets ulidelige holdbarhed

20. oktober 2013

For en del år siden mødte Deres klummeskriver en arkitekt, der sagde, at problemet med boligbyggeri var, at det designedes efter fortidens familieform, blev bygget under nutidens økonomiske vilkår, men skulle jo primært tjene fremtidens behov. I mellemtiden er familiemønstret blevet mere broget, men far, mor og børn synes fortsat at være paradigmet. Den familieform findes da også stadig, men konsekvensen af den lave fertilitet er, at den del af et livsforløb, hvor man er belemret med børn er en aftagende del. Boligen er derfor næsten altid for stor eller for lille.

Konsekvensen af at bygge til fortidens familie under nutidens økonomi men tjene fremtidens behov er at boliger principielt altid er utidssvarende fra dag 1 og jo længere den står jo værre bliver det og i vores del af verden står det længe – meget længe. Det er derfor i en vis forstand forståeligt, at man i moderne samfund har så mange regler for byudvikling og udstedelse af byggetilladelser. Her ved man godt, at åbner man først et område op for byggeri er det tabt for anden anvendelse for evigt eller så godt som. Konsekvensen ser man i udkantsområder. Menneskene er forsvundet, men bygningerne står der stadig. Konsekvensen af byggeriets holdbarhed er også at både det grimme og det mindre grimme overlever. Det er stadig lidt af en sensation, når man river større boligbyggeri ned. Deres klummeskriver bidrager gerne til listen over byggerier, der er utidssvarende og uudholdelige at se på.

Andre steder har man jordskælv og orkaner til at sanere boligmassen og bygger derfor gerne boliger med mere kortsigtet perspektiv, som f.eks i Japan, hvor det er normalt at rive boligen ned efter 20 år og bygge en ny. Hvis man i vores del af verden gik over til den byggeskik kunne man tillade sig at være mere large i byudviklingsspørgsmål og i højere grad stille den enkelte mere frit. Hvis man byggede efter princippet at bygningen automatiskfald sammen, når den var betalt, ville skadens varighed, hvis det viste sig at være en skade, jo være overskuelig. Det ville åbne op for en anderledes brugerdreven byudvikling. Deres klummeskriver kom for mange år siden på en psykiatrisk institution – ikke som patient men som gæst hos den administrerende overlæge. Der var tale om pavilloner omgivet af store græsplæner. Der havde man været så begavet først at anlægge stier da man havde set, hvor græsset blev slidt.

Nu lever vi jo i bureaukratiets tidsalder så chancen for en sådan brugerdrevet byudvikling er nok ringe. Hvad skulle de – bureaukraterne – så tage sig til? Better the devil we know than the devil we don’t know.

Samtidig har vi det paradoksale at jo mere utidssvarende byggeriet er, jo mere anses det for bevaringsværdig. Hvis en bygning har overlevet de første 100 år er den ’autentisk’ og derfor attraktiv. Sådan er det i et samfund præget af udviklingen accelererende hast. Så gives der plads til nostalgien og drømmen om autenticitet. Fortsætter denne udvikling ender samfundet som et bygningsmuseum. Er det det vi vil? Det er det måske og det kunne måske være lukrativt. Deres klummeskriver hørte på en konference for nogle år siden en ambassadør fra Singapore argumentere for at Europa ikke skulle pille ved noget som helst. Europa var efter hans mening verdens bedste temapark. Den kunne man besøge og se på alt det gamle, der var der, inden man så skyndte sig hjem til Singapore for at tjene nogle flere penge.

Perspectives for public communications and citizens engagement

20. oktober 2013

Blev inviteret til at give en keynote speech ved den 4. EuroPCom konference i Bruxelles den 16. oktober 2013. EuroPCom står for ‘The European Conference on Public Communication, der er organiseret under EU’s Committe of the Regions.

Man kan jo i lyset af Wikileaks og Mr. Snowdens afsløringer mene, at al kommunikation potentielt er offentlig, men vi ved jo godt, hvad vi taler om, når vi taler om ‘Public Communication’. Min rimeligt simple tilgang til emnet var at sige at ønsker man at bedrive offentlig kommunikation, der gør borgerne engageret må man sende budskaber, borgerne gider høre. Derfor kan man måske med fordel indenfor offentlig kommunikation lade sig inspirere af tendenserne indenfor kommerciel kommunikation.  Det betyder, at man skal møde borgerne der, hvor de er – dvs. på de sociale medier; Facebook og hvad Facebooks efterfølger kommer til at hedde. Det betyder også, at man skal sende budskaber, der opleves som relevante og morsomme. Det er måske den største udfordring.

Hele foredraget kan ses på YouTube:

http://youtu.be/y7r9j_nAW_8

Banker - nu med bonusloft

19. marts 2013

Efter finanskrisen – eller under, for den krise er vel egentlig ikke overstået endnu – er banker blevet dem vi andre elsker at hade. Nu skal der som bekendt to til en tango og det gælder også finanskriser: dem der låner og dem, der låner ud. Både banker og os mennesker var med i dansen omkring guldkalven, men man kan måske tillade sig at mene, at det gamle billede af kunderne som uansvarlige børn – undskyld: uden økonomisk forståelse  –  der blev reddet af fornuftige bankfolk, som gennem dygtigt kredithåndværk sikrede at det ikke gik (alt for) galt, er krakeleret. Bankfolk vist sig at være lige så ufornuftige som alle os andre og det blev demonstreret at finanssektorens evne til at huske var stærkt begrænset. Det var angivelig nogle af de samme folk, der i sin tid bragte Kronebank til fald, der 17 år senere bragte Roskilde bank til fald. Længere end 16 år kan de altså i hvert fald ikke huske.

Finanssektorens renomme er gået fløjten og her havde man ellers arbejdet på at sanere sektoren og bekæmpe sidegadevekselerer, men nej. Om igen. Renomme tager lang tid at (gen)opbygge og kan sættes over styr på meget kort tid.

I den situation har det politiske system måtte reagere. Først for at begrænse skadens omfang med redningsaktioner. Nogle banker er blevet så store, at man ikke tør lade dem gå fallit. Det er jo i strid med god kapitalisme. Krisens rensende virkninger har ikke fået lov til at virke. Nogle mindre banker er gået ned, men de andre kører videre i ’urenset’ stand.

Nu begynder man så at blande sig i bankdirektørers aflønning. Som om de ikke var forfulgte nok. På den ene side kan man selvfølgelig sige, at de bonusser der udbetales er absurde, for ikke at sige obskøne. De danske virker kun små, fordi de sammenlignes med de engelske og amerikanske bonusser. Det er ikke altid, der er sammenhæng mellem bonus og bankens performance. Det er usandsynligt, at de direkte er deres bonus værd. Selvfølgelig er der i banker som andre steder en tendens til at de ansatte får virksomhedens produkter til favørpris og det kan da forklare bonusen. Dertil kommer at de obskøne bonusser er med til at få alle de andre ansatte til at stræbe i håbet om at nå op på samme bonusniveau. Måske er det samme mekanisme der fungerer på samfundsniveau. Den stigende ulighed i demokratiske samfund kan forklares ved at de, der ikke har så meget og som udgør flertallet, lever i håbet om at komme over på den anden side. De kunne jo blot på demokratisk vis gennemføre en mere ligelig fordeling, hvis de ville.

Nu prøver man så at lægge låg over direktionernes bonus. Det fører nok ikke til noget. Branchen har jo før udvist betydelig kreativitet og vil nok også finde måder at omgå de seneste tiltag.

–          Å’ va’ så?

Man står overfor valget mellem rendyrket kapitalisme – lad falde, hvad ikke kan stå – og regulering. Det første tør man ikke. Det andet gør man ikke – ikke nok i hvert fald. Derfor tegner der sig to muligheder:

–          Bussiness as usual: finanssektoren går op og ned og skal med passende mellemrum ’reddes’.

–          Infrastruktur for sig og spekulativ beskæftigelse for sig. ’If something is too big to fail, I can’t see why it should part of the private sector’ sagde direktøren for Bank of England Mervyn King (citeret efter hukommelsen). Den finansielle infrastruktur, med lønkonti for almindeligt dødelige bliver en offentlig institution. Det har eksisteret engang og kan komme igen og staten garanterer i forvejen almindelige menneskers penge. Resten – de spekulative aktiviteter – kan forblive private og er nu ikke længere ’too big to fail’.

Prævention og dens konsekvenser

3. januar 2013

I løbet af de seneste 100 år har menneskeheden fået styr på om ikke seksualiteten, så dog dens konsekvenser. Fertilitetsmønstret har ændret sig kraftig og i dag er det næsten kun Afrika, der stadig – men hvor længe – praktiserer tidligere tiders høje fertilitet. Derfor er det på dette område som så mange andre gået efter princippet, at det som de fleste gør, dvs. nøjes med et 1-2 børn, er det kedelige og høj fertilitet – 4 børn eller flere – er det fine. Af og til skydes der over målet. Risikoen eller chancen – alt efter smag og behag – for tvillinger stiger med moderens alder.

Bag denne udvikling ligger bl.a. udviklingen i præventionsteknologien. Oprindelig var det mandens opgave. Der var en kendt præventionsagitator i begyndelsen af det 20. århundrede, der rejste landet rundt med budskabet: arbejderen må tage sagen i egen hånd.

Mænd er glemsomme – især i kampens hede – så det var først med udviklingen af p-pilen, man – dvs. kvinderne – fik styr på udviklingen. Det er så i øvrigt endnu et eksempel på John Lennons gamle betragtning om at ’Life is what happens while you are busy making other plans’. Oprindelsen til p-pillen var ønsket om gøre kvinders menstruation mere regelmæssig og dermed gøre kvinder til en mere stabil arbejdskraft. Først bagefter gik det op for offentligheden at kvinder dermed havde fået magten over seksuallivets konsekvenser. Dermed kom kvinder ud af det graviditetstyranni, der tidligere bandt kvinder til hjemmet. Nu kunne de være fuldt og helt med på arbejdsmarkedet og den løbende femininisering på arbejdsmarkedet er fortsat undervejs. Sproget halter bagefter. Vi siger stadig ’at få børn’ hvor det  burde hedde ’at vælge børn’.

Især den katolske kirke har været stærk modstander af denne effektive prævention. Om det nu skyldes almindelig mandschauvinisme, et cølibat kleresis hævntørst eller blot en fastholdelse af biblens opfordring til menneskene om at mangfoldiggøre sig er ikke godt at vide. Grundtanken er at sex skal være forbundet med risiko/chance for børn, hvoraf må følge at post-menopausale kvinder holder sig fra sex og ældre mænd holder sig til yngre kvinder. Den peruanske nobelpristager Mario Vargas Llosa skrev for nogle år siden en opfordring til den katolske kirke om at revidere sit syn. Mennesker havde brug for religionen og kom derfor i pinefuld konflikt med kirken i deres seksuelle praksis. Der var jo kun få, der kunne leve på kultur alene – tilføjede han lettere åndshovmodisk – så kirken havde pligt til at modernisere sig. Det forekommer sandsynligt, at den katolske kirke kommer til at revidere sit syn på prævention.

Å’ hva’ så?

For det første fortsætter kvinder deres sejrsgang, selv om der måske ikke er så meget nyt under solen. I gamle dage sagde man at den der vipper vuggen styrer verden. I fremtiden er der ikke så mange vugger at vippe, men kvinder styrer så på anden vis.(The hand that rocks the craddle is the hand that rules the world)

For det andet bliver det endnu mere fint og overskudssignalerende at have mere end 1,5 barn

For det tredje breder det moderne fertilitetsmønster sig til de dele af verden, hvor det ikke er sket endnu. Det betyder før eller senere at jordens befolkning holder op med at vokse. Måske skal vi allerede nu holde op med at bekymre os over jordens mulige overbefolkning og i stedet bekymre os over hvordan det bliver i en verden med en skrumpende befolkning.

Kritik af den finansielle sektor

3. januar 2013

Kritik af den finansielle sektor

–          the neverending story

Bankerne er jo dem, vi elsker at hade for tiden. De lånte for mange penge ud. Det gjorde de, fordi der var for mange, der ville låne for meget, men grundholdningen er vel et forældre-børn forhold: bankerne skulle have været de fornuftige, hvor vi låntagere kunne opføre os som børn og være sure, når vi ikke fik vores vilje.  Der er andre årsager til den finansielle krise, herunder den finansielle sektors ekstreme opfindsomhed. Kreativitet betragtes som en dyd, men kan jo gå for vidt.

Jeg vil gerne bidrage til koret af kritiske røster, men fra en anden vinkel. Anledningen er som sædvanlig konkret og personlig. Ved året udgang tænkte jeg det rent skatteteknisk kunne være fornuftigt at hælde lidt i pensionsopsparingen. Nu er der jo ingen grund til forhastede gerninger, så jeg ventede til hvad jeg troede var sidste øjeblik. Det hed i gamle dage just-in-time – i dag: lean – og det er meget fint – i industrien, altså. Fredag den 28. december satte jeg så i gang med homebanking, men det viste sig jo, at overførsel fra et pengeinstitut til et andet først kan ske dagen efter, man har bedt om det. Her taler vi ikke om en hvilken som helst dag, men om næste ’bankdag’ og den lå først næste år, hvilket skatteteknisk ikke er uden betydning. 29. og 30. december var weekend og det er i hvert fald ikke bankdage og 31. var helligdag. Så der var ikke noget at komme efter for nu at citere en tidligere statsminister.

Så er det jo man spørger sig selv: hvornår tilslutter den finansielle sektor sig virkeligheden. Vi lever i et samfund med stadig større fleksibilitet. Flere går fra at have en arbejdstid til at have en arbejdsopgave, der varetages når det passer eller er nødvendigt. Lukkeloven er en skygge af sig selv, men denne lov gælder ikke for finansielle institutioner, der dog vist betragter sig som serviceorganisationer.

Det kan jo få den værste socialisme frem i en. Mervyn King, leder af den engelske nationalbank, sagde engang citeret efter hukommelsen: ’If you are too big to fail I find it hard to see why you should be part of the private sector’. Vi taler jo om infrastruktur – finansiel infrastruktur, hvor jeg skulle flytte x antal kroner fra en konto til en anden. Ikke noget med rådgivning og sligt fint. En simpel, transaktion.  Hvorfor skal det bremses af en gammeldags finansiel sektor? Burde der ikke – og her viser socialismen væmmelige fjæs sig -være en offentlig finansiel infrastruktur for alle de, der har en lønkonto, der fyldes op i begyndelsen af måneden og er ved at være tom ved udgangen af samme måned. Så kunne bankerne koncentrere sig helhjertet om de mere spekulative forretninger og kom de i knibe kunne vi andre nøjes med at sige ’tough luck’.

Tænk hvis motorvejene lukkede  fredag aften og al transport måtte udskydes til næste motorvejsdag. Meget bæredygtigt og sikkert fremmende for trafiksikkerheden, men ikke særlig praktisk.

Sex - kommet for at blive

16. oktober 2012

Det var Groucho Marx’ svar da han for mange år siden blev spurgt om hvad han mente om sex: det var kommet for at blive og der havde han jo nok fat i noget. I virkeligheden kunne man fristes til at kalde sex for en megatrend – endda en af de mere solide.
Sat lidt på spidsen kan man sige, at det historisk har været teknologi, der har drevet udviklingen af sex.
Teknologien – prævention i alle dens varianter – har adskilt sex og reproduktion. Den katolske kirke er ganske vist imod og mener at sex kun må dyrkes med henblik på at avle børn. Konsekvensen må så være, at postmenopausale kvinder skal afholde sig fra sex. Det er også den ultimative undskyldning for ældre mænd med forkærlighed for yngre kvinder.  Der skal stadig sex til at lave børn selv om teknologien også der er på vej frem, men det meste sex dyrkes for sin egen skyld. Det afspejler sig i sprogbrugen, der udvikler sig langsomt. Vi siger stadig at vi får børn, hvor den rette formulering ville være ’at tage børn’ eller måske endnu mere præcist ’tage sig sammen til børn’
Teknologien har også været medvirkende til at opløse den klassiske opdeling i mandige mænd og kvindelige kvinder. I gamle dage var mænd nødt til at have en kone til at klare det hjemlige og kvinder var nødt til at have en mand til at forsørge hende. Teknologien har leveret vaskemaskiner, køkkenmaskiner og cafeterier, så mænd er ikke pisket til at have en kone og kvinder kunne drage ind på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Konsekvensen har været en løbende vandring ud af skabet. Der er formentlig ikke flere bøsser og lesbiske i dag end der altid har været, men tidligere måtte de bide i det sure æble, hvis det ellers er den rette formulering.
Endelig kæmper medicinalteknologien en løbende kamp mod de sygdommer, der kan ledsage sex. Puritanerne har jo altid ment det var Vorherres straf for menneskers skørlevned, men bekæmpelsen – af sygdommene altså – vinder frem. De gamle – gonorrhe og syfilis – er stort set på plads og helbredelse af AIDS synes indenfor rækkevidde. Men så kommer der jo nok noget andet.
Å’ hva’ så?
Som god fremtidsforsker bør man her nok holde sig til scenrier. Nogle kunne være:
–    Sex er syndigt – et retro-scenarie, hvor økonomisk krise forværres og skaber grobund for en nypuritanisme. Måske ikke det mest sandsynlige scenarie, men det bør da nævnes
–    Sex er farligt – en ny og farlig kønssydomsepidemi hærger verden. Dette sammen med den eksisterende tendens til ikke at forpligte sig og i stedet vælge single tilværelsen fører til sex efter gør-det-selv princippet godt hjulpet af udvikling af endnu mere sofistikerede tekniske hjælpemidler. Børn er stadig noget kvinder får men nu uden direkte mandlig assistance.
–    Sex efter princippet: lykken er at vide, hvad der er normalt.  For nogle år siden gæstede en tysk sexolog Danmark og udtalte, at han mente man også i fremtiden ville have forelskelser. Det er jo betryggende. Men, tilføjede han, i fremtiden ville man først blive forelsket og derefter spørge: hvad køn er så du? Kønnene er i opløsning. Fra den gamle dikotomi kvinder og mænd bevæger vi os mod at køn er en dimension med feminine kvinder i den ene ende og maskuline mænd i den anden og alle mulige varianter imellem disse to yderpunkter
Så må man jo vælge hvilket scenarie, der er det mest sandsynlige og hvilket der er det mest sexede.

Fremtidens logistik

7. august 2012 

Jeg har medvirket som såkaldt ‘ekspert’ ved Deutsche Posts projekt om fremtidens logistik. Projektet hedder ‘Delivering Tomorrow’ og har en blog, hvor jeg har begået et stykke fremtidens mulige 3. industrielle revolution i form af 3D-printing. Hvis man er interessseret kan man gå til http://www.delivering-tomorrow.com/is-3d-printing-the-technology-of-the-future/

Religioner - socialisme og markedsfanatisme

26. juni 2012

Da jeg var ung for mange år siden var mange af mine jævnaldrende meget optaget af Marxisme – så meget, at det i bagklogskabens iskolde lys virker næsten religiøst. Jeg var inderst inde lidt misundelig på de, der havde en så stærk overbevisning om marxismens ubestridelige rigtighed og ubestridelige fremtid. Det måtte være dejligt at kunne lade sig rive med.

Jeg mindes endnu forslaget til alternativt pensum i statskundskab og overbevisningen om at det måtte professorerne – professorvældet var ikke afskaffet endnu – da acceptere. Kun halvdelen af pensum var marxistisk, resten de sædvanlige ’borgerlige’ tekster. Mere imødekommende kunne man da ikke være, når man nøjedes med at halvdelen af pensum var ’sandt’. Marxismen og dens forventninger til den kommunistiske fremtid var jo videnskab! Det var så meget videnskab, at da man til en skriftlig eksamen blev bedt om at redegøre for hvilken strategi et kommunistisk parti skulle vælge, var en besvarelse en påstand om at opgaveformuleringen var noget vrøvl. Det kommunistiske samfund var uundgåeligt og krævede ikke nogen strategi. Den ’borgerlige’ vurdering var – selvfølgelig – en lav karakter.

Jeg havde – og har – ikke det religiøse sind, der kunne slippe forbeholdene. Når disse ungdomsminder rinder mig i hu skyldes, at det forekommer mig at vi i dag har et tilsvarende fænomen, bare ikke socialistisk, men kapitalistisk. Man kan selvfølgelig sige, at det er en naturlig konsekvens af den gamle remse om, at hvis man ikke er venstreorienteret som ung har man ikke noget hjerte og er man ikke højreorienteret som ældre, har man ikke nogen hjerne.  De store årgange fra 1940’erne, der var bærere af den socialistiske religion er blevet ældre og hylder den markedsorienterede religion. Ligesom den første bølge havde en dominerende skurk – kapitalismen og de røveriske kapitalister – så har den nyere religion en dominerende skurk: ethvert forsøg på at stille sig i vejen for markedskræfternes frie spil. Min manglende tiltro til den nye religion kan så skyldes fortsat manglende religiøse tilbøjeligheder eller mere selvforherligende: at jeg er blevet ældre og (derfor?)har en hjerne (endnu?).

Der er betydelige ligheder mellem de to religioner:

–          De er udenfor diskussion, da de er ’videnskabelige’ sandheder

–          De forfægtes derfor fanatisk

–          De har begge en MOSK (monoskurk) og måske vigtigst af alt

–          Har en relativ beskeden tilslutning i befolkningen, men stor gennemslagskraft i medierne.

Den store mediemæssige gennemslagskraft er måske baggrunden for at alle de, der var imod den socialistiske religion nu mange år efter hvor ’faren’ (i gåseøjne, for det var altså en beskeden andel af befolkningen, der tilsluttede sig denne religion) er drevet over er optændt af hellig forargelse og luften tyk af krav om at de gamle munkemarxister kryber til Canossa og bekender deres fortidige synder. Et ideologisk ’peccavi’ – jeg har syndet.

Den nuværende mere markedsfetichistiske religion har en tilsvarende svag befolkningsmæssig tilslutning, men trænger godt igennem medierne. Forventningen må derfor være, at de om 10-20 år bliver udsat for tilsvarende krav om beklagelser for deres til den tid fortidige synder.

Der er vel især to tendenser, der ser ud til at undergrave det seneste religiøse projekt og i fremtiden gøre det til fortidige synder: fortsat stigende erkendelse af en række globale problemer, som markedsmekanismerne ikke er gearede til at tage hånd om og det fortsat fremgangsrige kinesiske eksperiment med en reguleret kapitalisme.

Det er vel godt nok? Fundamentalismer – de være sig socialistiske, markedsfanatisk og alle de andre religiøse fundamentalismer – er altid farlige.

Fremtidsguld

21. juni 2012

SCENARIO klumme:

Vi er på vej ind i ’Big Data’s æra. Mennesker og ting taler sammen på kryds og tværs og genererer dermed enorme datamængder. De, der kan skabe mening i dem, er måske fremtidens vindere.

Et interessant eksempel på benyttelsen af Big Data er nogle forskeres undersøgelse af sammenhængen mellem interessen for fremtiden frem for fortiden på den ene side og rigdom målt ved BNP/cap på den anden. Med udgangspunkt i 2010 og under benyttelse af Google Trend så man på hvor mange søgninger, der rummede tallet 2011 i forhold til tallet 2009. Det fremtidsorienterethedsindex (FOI), der fremkom, vist en klar korrelation. Jo højere FOI, jo højere BNP/cap. Det er måske en lidt primitiv indikator og det rejser selvfølgelig spørgsmålet om årsag og virkning. Er man rig, fordi, man er fremtidsorienteret eller bliver man fremtidsorienteret af at være rig. Som forskere vil sige: her kræves yderligere forskning. Det passer imidlertid godt med en tidligere undersøgelse fra begyndelsen af dette århundrede, der kunne konstatere en klar sammenhæng mellem landes konkurrenceevne og kulturelle tilbøjelighed til at fokusere på behovstilfredsstillelsesudsættelse, planlægning og investering (som jo er en anden måde at sige behovstilfredsstillelsesudsættelse på). Det giver da også god økonomisk mening: forudsætningen for rigdom er investeringer.

–          å’ hva’ så?

For det første burde fremtidsforskere da så være nogle af de rigeste og det er de – må jeg med beklagelse konstatere – ikke. Aldeles ikke. De fokuserer ellers mere på fremtiden end alle andre, så enten er der noget galt med teorien eller også er det et udslag af fremtidsforskeres uegennyttige beskæftigelse med fremtiden for andre – brugere og kunder!

For det andet har man måske her et ’early warning’ redskab. Hvis man følger udviklingen i FOI for alle lande – herunder de lande, der ikke var med i undersøgelsen, fordi de havde under 5 mill. internetbrugere – kan man måske få et varsel om at et område er på vej ind i en vækstperiode. Igen: her kræves mere forskning.

For det tredje – men her er vi langt ude – kunne man måske bruge indsigten indenfor undervisning. Måske er det slet ikke ’old europe’ – den demografiske aldring – der forklarer de mere afdæmpede vækstperspektiver. Måske er det snarere, at vi har glemt at interessere os for fremtiden. Måske er basis for en solid interesse for fremtiden en blanding af dårlige økonomiske forhold og troen på at man kan gøre noget ved det. Det er blevet for meget ’carpe diem’. I Europa har vi det for godt til at fremtiden har samme fascinationskraft som tidligere. Måske bliver grækere i disse år mere fremtidsorienterede?

Spørgsmålet er, om indsigten kan benyttes præventivt i opdragelse og undervisning. Er det nødvendigt at få græske tilstande for at vække interessen for fremtiden tilstrækkeligt. På den anden side: prøv at sige behovstilfredsstillelsesudsættelse til unge mennesker i dag. De vil nok ikke forstå det. Det er også et langt ord, men kunne man indoktrinere lidt mere i behovstilfredsstillelsesudsættelse vil man ikke blot løse de økonomiske vækstproblemer men også fedmeproblematikken.

Win-win.

Innovation og køn

15. maj 2012

To gymnasiepiger har fået den idé at blande ozon i hudcreme og dermed kompensere for ozonlagets manglende beskyttelsesevne. Som følge af en række drivhusgasser er ozonlaget blevet tyndere. Da ozonlaget beskytter mod uv-stråling kan det være forklaringen på stigningen i forekomsten af hudcancer. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at det at være solbrændt er blevet mondænt.  I gamle dage var det fint at være bleg og dermed demonstrere, at man tilhørte overklassen og derfor ikke var nødt til fysisk, udendørs arbejde.  Nu henligger man hele sommeren på stranden, eventuelt suppleret med ture i cancergrillen, også kendt under betegnelsen solarium. Pigerne siger selv, at det er hårdt arbejde at løbe sådan et produkt i gang. Se i øvrigt andetsteds i dette nummer.

Og hvad kan man så lære af den historie?

For det første kan man sige, at der fortsat er meget perspiration i innovation. I gamle dage sagde man, at innovation var et spørgsmål om 1 procent inspiration og 99 procent perspiration. Håbet har været at bytte om på det forhold, og det kan da komme, men der synes at være et stykke vej til en situation, hvor man bare kan være kreativ og så går resten af sig selv. En ting er at få en god idé, noget andet at transformere det til et vellykket produkt. Produktudvikling, testning, marketing og udvikling af en salgsorganisation tager stadig tid og kræfter.

For det andet kan man sige, at historien er et godt eksempel på megatrenden individualisering. Når det globale ozonlag som følge af kollektiv uvidenhed og langsommelige beslutningsprocesser kan nå at blive så nedbrudt, som tilfældet er, er der basis for at kompensere på individniveau. Vi går fra det globale til det personlige ozonlag. Hvis hudlægerne tager sig sammen, bliver de måske også bedre til at konstatere, hvor tykt et ozonlag, den enkelte har brug for. Vi er jo ikke alle lige sarte. Det personlige ozonlag matcher så i øvrigt fint det personlige kommunikationsrum, som flere og flere går rundt i i forbindelse med deres mobiltelefon. Når man møder dem på gaderne, tilsyneladende i samtale med sig selv, kan man komme i tvivl: er det en landsbytosse eller blot én, der kommunikerer på mobilen?

For det tredje og ’værste’ – set fra denne maskuline klummeskrivers synspunkt –  kan man sige, at det måske er endnu et eksempel på at, ’PIGERNE KOMMER’.  Nu møver de sig også ind på innovationer og forretningsudvikling! Man kan jo prøve at redde den maskuline stolthed lidt ved at påpege, at når pigerne endelig er innovative, så er det på det kosmetiske område, men det hjælper jo ikke – og hvis deres idé holder, er det jo reelt ikke kosmetik, men snarere forebyggende medicin. Og desuden er ideen jo såkaldt platformsuafhængig og kan bruge på alle områder, hvor uv-stråler er et problem; ikke kun i forhold til mennesker og deres creme.

Pigerne har for længst overhalet drengene i spørgsmålet om uddannelse. Det har vi mænd så kunne leve med, fordi det langt hen ad vejen har manifestret sig i, at pigerne har overtaget positioner indenfor den offentlige sektor – som præster, læger og sådan noget. Nu kommer de så også ind på de sidste maskuline områder – naturvidenskab og innovation.

Matriarkatet ligger lige rundt om hjørnet!

Først trykt i SCENARIO nr. 2012

Demokratisk udvandring

15. maj 2012

Tony Judt har, i det der viste sig at blive hans sidste publikation (her refereret efter NYRB marts 22, 2012) nogle betragtninger om George W. Bush’s første valg til præsident i USA. Når befolkningen accepterede, at han stjal valget skyldtes det, at befolkningen var ligeglad.

Nu vil alle nok ikke være enige i at George W. ’stjal’ valget. George W. selv og mange af hans tilhængere vil sikkert mene, at det var retfærdigt, det der skete. Det var dog besynderligt at den amerikanske højesteret måtte gribe ind og standse en stemmeoptælling i Florida, der – måske, måske ikke- kunne have givet et andet resultat. Det amerikanske system er anderledes end det danske og den amerikanske højesteret en langt mere politisk og politiserende institution end f.eks. den danske.

Accepteres Judts tankegang, er argumentationen, at den demokratiske interesse svækkes når den udbredes til stadig flere. Det demokratiske rettigheder var engang forbeholdt de få. Fattige, farvede og kvinder var udenfor. Sådan var det ikke kun i USA men i de fleste demokratier, herunder det danske, i deres første faser. Når der er færre, der deltager i demokratiet er engagementet større og hvis man ser på den danske scene må man vel også erkende, at engagementet er begrænset. Vælgerforeninger er ikke så store, som de var en gang. Der er stadig en vag højre-venstre orientering i medierne, men jo slet ikke på niveau med de gamle fire-bladssystem. Det politiske spil er blevet mere enkeltperson- og enkeltsagsfokuseret. Demokratiet har udviklet sig fra at være en intens klassekamp til et system, der måske bedst kan beskrives med analogi til markedssystemer. Vælgerne har udliciteret deres beslutninger til en række beslutningsleverandører og med passende mellemrum – max fire år – tages leverandørvalget op til revision.

Nu er der så nogle, der mener, at valgretsalderen skal sænkes for at afbalancere den danske ældrebølges indflydelse. Det er måske også rimeligt nok, men det kan jo kun udvande engagementet yderligere.

Scenario klumme: Tale er sølv, men tavshed er guld

18. april 2012

Det er ikke uden grund, at mange mener,  vi lever i et kommunikationssamfund. Antallet af kommunikationskanaler vokser, og de demokratiseres.

Enkelte gamle kanaler – røgsignaler og telegrafi – er vel helt døde, men ellers synes billedet at være, at nye kanaler tilføjes de eksisterende. Samtidig øges den del af befolkningen, der deltager i kommunikationen. Med blogs og sociale medier kan alle være med. Deres klummeskriver holder sig jo heller ikke tilbage. I gamle dage talte man om the chattering classes – måske bedst oversat til ’den ævlende klasse’ – nemlig journalister og debattører, som snakkede til og med hinanden. Det medførte så igen modbegrebet det tavse flertal. Hvis dét nogensinde har været et flertal, er det det i hvert fald ikke længere. I dag har vi snarere det kommunikerende flertal, hvor alle taler i munden på hinanden, og hvor ingen rigtig hører efter.

I blogosfæren er der flere, der skriver, end der læser, og i de sociale medier kan de mange komme af med deres ubetvingelige trang til hele tiden at holde deres omverden opdateret om, hvor de nu er henne og hvad de mener. Det er jo ufatteligt interessant! I en kommunikation skal der helst være to parter: en afsender og en modtager, og man kan derfor godt være tvivl om, om det reelt er et kommunikationssamfund vi lever i. Der er uendeligt mange afsendere, men hvor mange modtagere er der egentlig? Er det i virkeligheden ikke snarere et opmærksomhedssamfund eller opmærksomheds-jagt-samfund, vi lever i? Fordi der er så mange kanaler, og fordi anti-autoriteten betyder, at alle mener, de kan ytre sig – og at det de har på hjertet er utroligt interessant – er det kampen om opmærksomhed, det drejer sig om. Det er symptomatisk, at den mest debatterede menneskerettighed synes at være ytringsfriheden.

I et sådant larmende mediesamfund skulle man tro, det snart blev fint at holde kæft. Det, der er nok af, er ikke noget værd. Det knappe er det fine, og man kunne måske lære af den islandske tv-politik for år tilbage. Dengang havde man en dag om ugen – det var vistnok onsdag – uden tv. Deres klummeskriver husker stadig et interview med en ældre kvinde, hvis søn havde foræret hende et TV. Hun glædede sig til onsdagen.

Der er da enkelte tegn på, at noget er på vej. Nogle dyrker retreats, hvor man plejer sin sjæl blandt andet ved at holde mund. Måske kunne der komme flere cold spots, hvor der er blokeret for kommunikation, både ind og ud. I Vestjylland har det traditionelt været sådan, at den, der ved en festlig sammenkomst sagde mindst, var finest. Deres klummeskriver skal da heller ikke undlade at prale med, at han af og til holder kæft sammen med sin kone. Efter hver sin lange og kommunikerende dag kan det være balsamisk.

Mennesket er et socialt dyr, og det med ikke at kommunikere er derfor ikke let. Måske skal vi have en hjælpende hånd? Man kunne starte med at indføre en årlig hold-kæft-dag og siden udvide det til en hold-kæft-måned, hvor man ikke måtte kommunikere fra solopgang til solnedgang. Hvilken salig fred.

Arveafgifter

17. april 2012

Der tales for tiden en del om muligheden af at sætte arveafgiften op i forbindelse med en mulig kommende skattereform. Målet med skattereformen skulle være at lette skatten på arbejde. Der er umiddelbart noget tiltalende ved at tage fra de døde for at give til de levende, men sagen er selvfølgelig mere kompleks end som så. I øvrigt skal jeg henholde mig til fremtidsforskerens professionelle holdningsløshed.

Skulle man imidlertid være overbevist om det rigtige i at sætte arveafgifterne op er tidspunktet velvalgt. De store årgange fra 1940 – denne blogger inklusive – har altid repræsenteret så stor en indflydelse, at det vi syntes var rigtigt, var rigtigt. Disse årgange er nu tæt på de 70 år og vi har arvet – ikke at der var meget at komme efter i mit tilfælde. Derfor er tiden velegnet til at sætte arveafgiften op. Vi vil ikke protestere. Det er på samme måde, som med efterlønnen, der også først blev reformeret, da vi havde fået den

Fagforeningers fremtid

15. marts 2012 

Var den 14. marts i den nye tv kanal Lorry for at diskutere fagforeningers fremtid i lyset af nyheden om, at LO gennem 2011 havde mistet 40.000 medlemmer. Resultatet kan, så længe det ligger på nettet ses på TV Lorry under interviews.

Længst mulig i egen bolig

9. marts 2012

Der er for nylig lavet en undersøgelse af ældres ønsker til bolig og den viste, at langt de fleste havde lyst til at blive boende, der hvor de boede. Dette resultat lanceredes som den helt store overraskelse. Det ansås for påfaldende, at de ikke gik og drømte om at flytte til ældreboliger. Den overraskelse er overraskende. Vist er det måske ikke helt så manifest som i gamle dage at omstillingsviljen er faldende med alderen, men helt er denne tendens ikke forsvundet. I Instituttet for Fremtidsforsknings to undersøgelser af danskeres forandringsvillighed fra 1996 og 2004 er tendensen der stadig. Tidligere jamrede man over enkerne der sad i lejligheder på 200 m2 og til næsten ingen husleje. I dag kan man se de store årgange, der bliver siddende i deres parcelhuse, måske både af nød og lyst. Af lyst, fordi man kender det og efterhånden har betalt huset. Det kan der selvfølgelig gøres noget ved gennem en ejendomsskattemæssig præcisionsskydning. Af nød, fordi man kan forestille sig, at den nuværende krise i ejendomspriserne får et ekstra lods i nedadgående retning, skulle de store årgange bringe deres huse til markedet. Og skulle de endelig komme af med det, findes de boliger, de kan leve med ikke. Det de kan leve med er ikke en 50m2 ældrebolig men en bolig på 100-120 m2 og de findes ikke. Så længst mulig i eget, eksisterende hjem forbliver nok målet for de fleste ældre også i fremtiden og det kan jo godt gå hen og blive problematisk. Ikke de kommende ti år, men så…

De store årgange fra 1940’erne vil de kommende 10 år komme op og nærme sig de 80. Meget tyder på at det ikke er noget problem. Helbredet holder længere end i gamle dage, hvor flere var fysisk udslidte på et tidligere tidspunkt. Alderdomsvækkelse i forskellige former er imidlertid ikke forsvundet, blot forskudt i tid, så når de store årgange kommer op i 80’erne, begynder det at gå ned ad bakke. Alderdomssvækkelse er jo ikke noget nyt, men når så mange om 10-20 år kommer i den situation, kunne man godt forestille sig at den velvillige holdning til ældres frie boligvalg ændrede sig. Der ligger betydelige ekstraomkostninger i den gældende decentrale ældrepleje, hvor hjemmeplejen kører fra hus til hus. Kravet om centralisering og samling af plejekrævende ældre i effektive, ældrepleje ghettoer vil stige. Hvis jeg var Ældresagen ville jeg presse på udviklingen af velfærdsteknologi og måske ikke reagere så negativt over Margrethe Vestagers tanker om at tillade kommuner at insistere på robotstøvsugere i ældres hjem. Hvis ikke den løbende automatisering af stadig flere pleje funktioner fortsætter bliver alternativet en ufrivillig koncentration af fremtidens ældre.