Religioner: socialisme og markedsfanatisme

Da jeg var ung for mange år siden var mange af mine jævnaldrende meget optaget af Marxisme – så meget, at det i bagklogskabens iskolde lys virker næsten religiøst. Jeg var inderst inde lidt misundelig på de, der havde en så stærk overbevisning om marxismens ubestridelige rigtighed og ubestridelige fremtid. Det måtte være dejligt at kunne lade sig rive med.

Jeg mindes endnu forslaget til alternativt pensum i statskundskab og overbevisningen om at det måtte professorerne – professorvældet var ikke afskaffet endnu – da acceptere. Kun halvdelen af pensum var marxistisk, resten de sædvanlige ’borgerlige’ tekster. Mere imødekommende kunne man da ikke være, når man nøjedes med at halvdelen af pensum var ’sandt’. Marxismen og dens forventninger til den kommunistiske fremtid var jo videnskab! Det var så meget videnskab, at da man til en skriftlig eksamen blev bedt om at redegøre for hvilken strategi et kommunistisk parti skulle vælge, var en besvarelse en påstand om at opgaveformuleringen var noget vrøvl. Det kommunistiske samfund var uundgåeligt og krævede ikke nogen strategi. Den ’borgerlige’ vurdering var – selvfølgelig – en lav karakter.

Jeg havde – og har – ikke det religiøse sind, der kunne slippe forbeholdene. Når disse ungdomsminder rinder mig i hu skyldes, at det forekommer mig at vi i dag har et tilsvarende fænomen, bare ikke socialistisk, men kapitalistisk. Man kan selvfølgelig sige, at det er en naturlig konsekvens af den gamle remse om, at hvis man ikke er venstreorienteret som ung har man ikke noget hjerte og er man ikke højreorienteret som ældre, har man ikke nogen hjerne.  De store årgange fra 1940’erne, der var bærere af den socialistiske religion er blevet ældre og hylder den markedsorienterede religion. Ligesom den første bølge havde en dominerende skurk – kapitalismen og de røveriske kapitalister – så har den nyere religion en dominerende skurk: ethvert forsøg på at stille sig i vejen for markedskræfternes frie spil. Min manglende tiltro til den nye religion kan så skyldes fortsat manglende religiøse tilbøjeligheder eller mere selvforherligende: at jeg er blevet ældre og (derfor?)har en hjerne (endnu?).

Der er betydelige ligheder mellem de to religioner:

–          De er udenfor diskussion, da de er ’videnskabelige’ sandheder

–          De forfægtes derfor fanatisk

–          De har begge en MOSK (monoskurk) og måske vigtigst af alt

–          Har en relativ beskeden tilslutning i befolkningen, men stor gennemslagskraft i medierne.

Den store mediemæssige gennemslagskraft er måske baggrunden for at alle de, der var imod den socialistiske religion nu mange år efter hvor ’faren’ (i gåseøjne, for det var altså en beskeden andel af befolkningen, der tilsluttede sig denne religion) er drevet over er optændt af hellig forargelse og luften tyk af krav om at de gamle munkemarxister kryber til Canossa og bekender deres fortidige synder. Et ideologisk ’peccavi’ – jeg har syndet.

Den nuværende mere markedsfetichistiske religion har en tilsvarende svag befolkningsmæssig tilslutning, men trænger godt igennem medierne. Forventningen må derfor være, at de om 10-20 år bliver udsat for tilsvarende krav om beklagelser for deres til den tid fortidige synder.

Der er vel især to tendenser, der ser ud til at undergrave det seneste religiøse projekt og i fremtiden gøre det til fortidige synder: fortsat stigende erkendelse af en række globale problemer, som markedsmekanismerne ikke er gearede til at tage hånd om og det fortsat fremgangsrige kinesiske eksperiment med en reguleret kapitalisme.

Det er vel godt nok? Fundamentalismer – de være sig socialistiske, markedsfanatisk og alle de andre religiøse fundamentalismer – er altid farlige.